Italienske kødboller i tomatsauce

Efterhånden en meget vellidt og kendt klassiker hjemme hos mange. Her er en variant som du kan lave i din Cook it. Den er er nem at lave selv på en hverdag. Server kødbollerne med spaghetti, hvidløgsbrød, kartoffelmos eller måske i en sandwich. Denne opskrift giver en stor portion, så den rækker måske til to dage

6-8 personer, forberedelsestid 30 minutter + 45 min kogetid

Ingredienser:

2 store løg
4 fed hvidløg
800 g hakket oksekød
2 æg
2 dl panko rasp, brødkrummer eller alm. rasp
2 dl bredbladet persille, finthakket
salt og peber
1 dl olivenolie
7 dl tomatprodukt, enten polpa eller passata 
3 dl vand
2 tsk sukker 
30 g basilikum
masser af parmesan til servering


1. Riv eller hak løg og hvidløg meget fint. Bland det sammen med hakket oksekød, æg, rasp og finthakket persille. Smag til med salt og peber.  Rør farsen sammen til den er ensartet, og alle ingredienserne er blandet godt sammen. 

2. Form farsen til ca. 20 kødboller på størrelse med golfbolde. Læg dem på et fad eller en stor tallerken. 

3. Varm en gryde op med olivenolien ved mellemhøj varme. Steg kødbollerne i portioner, til de alle er blevet brunet og stil dem tilbage på fadet eller tallerkenen. De skal ikke gennemsteges, kun have en stegeskorpe. 

4. Der må gerne være lidt brunt snask i bunden af gryden, men lugter det brændt og er sort, skal det ud, og der skal ren olie i gryden. Tilsæt polpa og vand i gryden og læg kødbollerne tilbage i gryden igen. Smag til med salt, peber og sukker. Læg ca ⅓ af basilikummen ned i saucen, på med låg og lad det koge op, så låget kan blive varmt. 

5. Sæt din gryde med låg på ned i din Cook it og lad det stege videre i ca. 45 min. Retten er færdig efter 45 minutter, men kan sagtens stå i 1,5 time. 

6. Server dine kødboller med fx spaghetti, masser af parmesan og resten af din friske basilikum. 

Forrige
Forrige

Pocheret torsk med sauce blanquette

Næste
Næste

Persisk risdessert