Marokkansk grøntsagsgryde

Engang imellem trænger man til noget friskt og masser af grøntsager, specielt om vinteren hvor det godt kan blive for meget tung mad. Denne marokkansk inspirerede grøntsagsgryde opfylder alle kravene til dette. Denne variant er mild og børnevenlig. Kan du lide det spicy, kan du sagtens tilsætte lidt chiliflager eller endda et par hele friske røde chilier, de pynter og giver en subtil chili smag til retten.

Hovedret til 4 - forberedelsestid 25 min + 45 min kogetid

Ingredienser:

8 spsk. olivenolie
2 løg, i tern
1 tsk. stødt spidskommen
1 tsk. stødt ingefær
1 kanelstang
1 tsk. gurkemeje
2 store gulerødder, i store tern
½ blomkål, i buketter
3-4 små kartofler, i store tern
1 aubergine, i store tern
4 fed hvidløg, finthakket
500 g kogte kikærter
1 liter grøntsags- eller hønsebouillon
75 g grønne oliven
75 g tørrede abrikoser, i halve
75 g saltede citroner, uden kerner og finthakket*
60 g koriander
salt og peber
evt. græsk yoghurt til servering

tilbehør:

couscous til 4 personer
100 g pinjekerner
2 tsk. tørret mynte
50 g smør
10 g persille´

1. Varm en gryde op med olivenolie og svits løgene i et par minutter i olien. Tilsæt spidskommen, ingefær, kanelstang og gurkemeje. 

2. Tilsæt de resterende grøntsager samt hvidløg, kogte kikærter og bouillon. Væsken skal lige akkurat dække grøntsagerne. Tilsæt grønne oliven, tørrede abrikoser og finthakket saltede citroner. Smag evt til med salt og giv den gerne et ordentligt skud sort peber. Skær stilkene fra korianderen, hak stilkene fint og tilsæt det til gryden. Gem bladene til servering.

3. Kog det hele op, gerne med låg på i et par minutter, og sæt den ind i din Cookit og lad den koge videre i ca. 25-45 minutter, alt efter hvor møre du vil have dine grøntsager eller hvor store dine grøntsager er. Vær opmærksom på at auberginerne gerne må være dækket af væske, ellers oxiderer de og bliver brune. 

4. Tilbered dine couscous efter pakkens anvisninger. Smelt smør i en pande, tilsæt pinjekerner og tørret mynte. Lad pinjekernerne blive gyldne og smørret let gyldent. Tilsæt det dine varme couscous, drys med finthakket persille. 

5. Server din marokkanske grøntsagsgryde rygende varm sammen med couscous, og gerne med lidt yoghurt eller cremefraiche til. 

*Kan du ikke skaffe saltede citroner (de fås hos velassorterede supermarkeder og mellemøstlige grønthandlere) kan du undlade det eller evt erstatte det med skal/saft fra en halv citron. 

Forrige
Forrige

Halloumi stroganoff-ish

Næste
Næste

Pocheret torsk med sauce blanquette